Socialrådgiver til børnehandicapområdet med lyst til faglig udvik-ling
Vil du være en del af en familieafdeling, med stort fokus på faglig udvikling, stærke tværgående samarbejder og et godt socialt arbejdsmiljø? Så søger vi en dygtig og engageret børne- og ungerådgiver mere i Specialrådgivningen, da vores kollega skal på barsel. Der er tale om en tidsbegrænset ansættelse, men med gode muligheder for fastansættelse.
Du får:
- Grundig introduktion med mentorordning og god adgang til faglig og juridisk sparring, herunder regelmæssige sagsgennemgange med faglige koordinatorer
- Lavt sagsantal afstemt dit erfarings- og kompetenceniveau og i overensstemmelse med anbefalingerne fra Dansk Socialrådgiverforening
- En organisation med stor fokus på kompetenceudvikling og høj kvalitet i opgaveløsningen
- Tæt tværprofessionelt samarbejde med barnet og den unge i centrum
- En høj grad af medindflydelse og -ansvar på et bredt kompetenceområde
- Ekstern psykologisk supervision, herunder også særligt supervisionsforløb for nyere rådgivere
- Skønne kollegaer, der vægter det sociale fællesskab og et godt arbejdsmiljø
- Flekstidsordning og gode muligheder for hjemmearbejde
- Mulighed for kantineordning og træningsfaciliteter – og frugtordning
- Mulighed for DSB erhvervskort og pendlerlicens parkering
Vores nyeste kollega siger om sin egen opstart:
”På trods af erfaring fra to andre kommuner, har jeg aldrig oplevet en så veltilrettelagt oplæring. Det grundige introprogram gav mig stor indsigt i hele organisationen og sikrede mig stor faglig indsigt samt et godt fundament for et stærkt kollegialt fællesskab. ”
Lidt om os:
I Specialrådgivningen er vi specialiseret i arbejdet med børn og unge med fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser. Vi er 19 børne- og ungerådgivere, to faglige koordinatorer, sektionsleder, en overgangskoordinator og to studenter.
Vores fokus i arbejdet er, i tæt samarbejde med familien og andre relevante aktører, at sikre gode og helhedsorienterede indsatser. Vi har et bredt kompetenceområde, herunder handicapkompenserende ydelser (tabt arbejdsfortjeneste, kompensationsydelse, vedligeholdelsestræning, afløsning/aflastning, personlig pleje og praktisk hjælp, ledsagelse og hjemmetræning mv.) samt tidligt forebyggende og støttende indsatser til udsatte børn og unge. Derudover, så arbejder vi målrettet for at blive hundrede-meter-mester i børneinddragelse.
Vi har høje ambitioner og vil gerne fortsætte vores udvikling af opgaveløsningen, fagligheden og arbejdsfællesskabet, og vi er stolte af alt det, vi allerede har opnået sammen. Du vil i os få et stærkt fagligt fællesskab samt kollegaer med godt humør og stort socialt engagement.
Du vil få regelmæssige sagsgennemgange og have gode muligheder for konkret sparring, både ved erfarne kollegaer, nærmeste faglige leder og afdelingsjurister, ligesom en økonomimedarbejder bistår med førstegangsberegninger ift. tabt arbejdsfortjeneste.
Vi har et lavt sagsantal aktuelt på ca. 20 sager afhængig af sagskompleksitet og kompetencer. Som ny kan du naturligvis forvente et væsentligt lavere sagsantal i en opstartsperiode, afstemt dit erfarings- og kompetenceniveau.
Specialrådgivningen er en del af Familieafdelingen, der består af yderligere tre sektioner; Forebyggelse 1, herunder forebyggende dagtilbuds- og skolesocialrådgivere, Forebyggelse 2 og Anbringelsesteamet, herunder familie- og netværkskonsulenter. Vi arbejder i øjeblikket hen imod en etablering af endnu en sektion – Forebyggelse 3, så vi også fremadrettet er godt rustet til et generelt stigende sagsantal på området. Vi har en Modtagelsesvagt, der fx håndterer alle 24-timers vurderinger af underretninger. Dertil kommer Fagligt Center med vores administrative medarbejdere, udviklingskonsulent og to afdelingsjurister.
Vi er en organisation med høj faglighed og klare arbejdsgange, systematik og lovmedholdelighed, etablering af fælles metodik og kultur, og ikke mindst udviklingen af det tværfaglige samarbejde, er i højsædet. Det betyder også, at du vil få videreudviklet dine faglige kompetencer som børne- og ungerådgiver.
Lidt om dig
Vi søger en ny kollega, der er uddannet socialrådgiver og har lyst til faglig udvikling. Har du erfaring med de handicapkompenserende bestemmelser, er det et stort plus. Er du nyuddannet og brænder for området og for kompetenceudvikling, er det også et stort plus. Det er en fordel, hvis du kender ICS-metoden, Signs of Safety (SOS) og fagsystemet DUBU, men ellers får du naturligvis den nødvendige oplæring.
Det er væsentligt, at du har lyst til at tage medansvar for et stærkt arbejdsfællesskab med høj faglighed og godt humør i højsædet. Du skal være i stand til at arbejde inddragende og løsningsorienteret, og have en konstruktiv tilgang til familierne og det tværproffessionelle samarbejde.
Det er også en nødvendig kvalifikation, at du er god til at formidle kort, præcist og borgervenligt både på skrift og mundtligt, kan arbejde struktureret og systematisk, og er god til at holde overblik og fokusere.
Har du særlige kompetencer eller interesseområder, som du gerne vil specialisere dig inden for, fx hjemmetræning eller andet, vil det også efter konkret aftale være muligt at tilpasse dine arbejdsopgaver herefter i forbindelse med din ansættelse.
Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Karina Sørensen, telefon 28 98 36 38 eller faglig koordinator Tanja Brøndum, telefon 28 98 35 45.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter principperne om Ny løn. Som supplement til løntrinsindplaceringen ydes der et børne- og ungetillæg der udgør ca. 2.800 kr. pr. måned. Vi gør opmærksom på, at der indhentes straffe– og børneattest inden ansættelse. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt med flekstidsordning.
Ansøgningsfrist og ansættelsessamtaler
Stillingen ønskes hvis muligt tiltrådt 3. august 2026 eller tidligere.
Ansøgningsfristen er søndag den 21. juni 2026, og vi forventer at afholde samtaler tirsdag den 23. juni 2026, men tager forbehold for evt. løbende ansættelsessamtaler også inden ansættelsesfristens udløb.
Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, handicap, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika eller national, social eller etnisk oprindelse.