Social- og sundhedshjælper til aftenvagt i Område 20 på Frederiksberg i Den Kommunale Hjemmepleje
En af vores dygtige medarbejdere har valgt at videreuddanne sig, og vi har derfor brug for en uddannet social -og sundhedshjælper der kan tage over i hendes sted.
Du har nu muligheden for at blive en del af vores dedikerede tværfaglige team, der brænder for at levere høj kvalitet inden for social- og sundhedsområdet. Vi lægger meget vægt på tværfaglighed, det afspejler sig bl.a. i nye innovative projekter, herunder Selv Koordinerende I Faste Teams (SKIFT), hvor vi prioriterer borgerkontinuitet, medarbejderindflydelse og trivsel.
Vi har base på Howitzvej 5, som ligger centralt placeret på Frederiksberg, blandt andet tæt på Frederiksberg Metrostation og M3 og M4 linjerne.
Det er et spændende job, med mange udfordringer, hvor du har et tæt samarbejde med sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Vi arbejder tværfagligt, rehabiliterende og helhedsorienteret, derfor er du en vigtig del i det daglige arbejde med borgeren i centrum.
- 5/2 rul med weekend i lige uge.
- Individuelt oplæringsprogram og makkerpar.
- Et team med engagerede kollegaer der prioriterer trivsel og godt kollegaskab, hvor værdier som respekt og loyalitet er i højsædet.
- Et arbejdsmiljø med plads til udvikling og god trivsel.
Arbejdstiden er fra 15:30 til 23:00, dit ugentlige timetal drøfter vi ved ansættelsen.
Du er meget velkommen til at høre mere om stillingen hos medarbejder Kim på tlf.: 2550 8077 eller Teamleder Jørgen Ploug Hornebo johoaf@frederiksberg.dk eller på tlf.: 2898 3283. Du er også velkommen til at komme forbi til en uforpligtende snak.
Ansøgningsfristen er d. 2. marts 2026 kl. 10:00. Ansættelse er fra 1. april 2026 eller før hvis det er muligt.
Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til aftale mellem FOA og Frederiksberg Kommune. Ansættelsen vil være under forudsætning af, at du kan cykle og at der fremvises privat straffeattest inden ansættelse i stillingen. Hjemmeplejen har røgfri arbejdsdag.
Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, handicap, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika eller national, social eller etnisk oprindelse.