PPR Frederiksberg søger logopæd til en fast stilling fra august 2026
Bliv en del af et velfungerende tværfagligt team i PPR på Frederiksberg. Vi søger en logopæd til en fast fuldtidsstilling med opstart i august 2026.
PPR samarbejder med alle kommunens dagtilbud og skoler og skal understøtte en praksis, der gør en reel forskel for børn og unges hverdagsliv og den pædagogiske praksis omkring børnene. Det er vigtigt, at dagtilbud og skoler oplever samarbejdet med os som hjælpsomt, meningsfuldt og omsætteligt til praksis.
Logopædgruppen består af 12 engagerede logopæder, hvor faglig sparring og fællesskab er en vigtig del af hverdagen. Nyansatte tilknyttes en mentor og gives en grundig introduktion til PPR, det tværfaglige samarbejde og organisationen, så man bliver hjulpet godt i gang. Logopæderne er generalister og dækker hele det børnelogopædiske område, men vi arbejder også med en vis grad af mild specialisering, som styrker kvaliteten i vores indsatser. Nogle kollegaer er uddannet indenfor de seneste par år og andre har været ansat i PPR på Frederiksberg i mange år. Vi arbejder konsultativt og praksisnært og yder rådgivning og vejledning til lærere, pædagoger og forældre, samt varetager undervisning, testning mm.
Som vores nye kollega forventer vi, at du:
- Er uddannet logopæd med gode samarbejdsevner
- Er fagligt ambitiøs med interesse for at arbejde tæt på praksis og er nysgerrig på samarbejdspartnernes perspektiv
- Har kendskab til og interesse for undersøgelsesmetoder, vurdering og indsatser på det børnelogopædiske område
- Er fleksibel, selvstændig og kan tilrettelægge, prioritere og følge opgaver til dørs
- Kan holde mange bolde i luften og håndtere perioder med stor efterspørgsel
- Er nysgerrig på den logopædfaglige udvikling, søger sparring med kollegaer og bidrager til fællesskabet
Vi kan tilbyde:
- Et alsidigt og selvstændigt job med opgaver på almenområdet i både dagtilbud og på skole
- Samarbejde med engagerede, fagligt dygtige kollegaer både i logopædgruppen og i det tværfaglige samarbejde
- En varieret hverdag, som man i høj grad selv har mulighed for at planlægge
- Gode fælles fysiske rammer centralt beliggende på Frederiksberg, hvor vi ofte spiser frokost sammen og har mulighed for sparring
- Supervision med ekstern supervisor
- Deltagelse i et igangværende tværfagligt kompetenceudviklingsforløb med Inpraxis med titlen ’Mellem fagspecialist og konsulent’.
PPR er en del af Fællesrådgivningen for Børn og Unge, som har til formål at understøtte udviklings- og deltagelsesmuligheder for kommunens børn og unge i et tæt samarbejde med kommunens dagtilbud og skoler. Udover logopæder har vi ansat psykologer, fysio- og ergoterapeuter, og du vil blive en del af et dynamisk og alsidigt arbejdsfællesskab.
Løn- og ansættelsesvilkår:
Lønnen fastsættes ud fra gældende overenskomst mellem Danmarks Lærerforening og Frederiksberg Kommune. Stillingen er uden ledelsesansvar og på konsulentvilkår.
Vil du høre nærmere eller har spørgsmål så tøv ikke med at kontakte sektionsleder Anne Skovbjerg Poulsen på tlf. 2898 1198 eller mail anpo04@frederiksberg.dk eller logopæd og TR Anna Carina Forsman på tlf. 28982277 anfo09@frederiksberg.dk