Pædagogisk eller sundhedsfaglig medarbejder søges til Pensionatet Bakkegården på Frederiksberg
Vil du være med til at skabe nærvær, udvikling og trygge rammer i et moderne botilbud – og samtidig blive en del af en arbejdsplads med høj faglighed og hjertet på rette sted?
Pensionatet Bakkegården er et §108-botilbud beliggende på Frederiksberg – tæt på Søndermarken – hvor 12 skønne voksne borgere med fysisk- og psykiske funktionsnedsættelser i alderen 40–75 år, bor, lever og trives.
Snart flytter Bakkegårdens beboere og personale til et helt nyt og moderne hus centralt på Frederiksberg og tæt på Fasanvejen Metro, og i den forbindelse udvider vi til 16 boliger efter ABL§105+§85. Det er en sjælden mulighed for at blive en del af en spændende udviklingsproces, hvor både socialfagligt og sundhedsfagligt blik får en central rolle.
Arbejdstid og ansættelse
Stillingen består af dag- og aftenarbejde, samt arbejde på helligdage og hver anden weekend. Arbejdstiden ligger mellem kl. 7.00 og 23.00. Stillingen er på 37 timer, men vi er fleksible på timetallet, hvis andet ønskes.
Hvem er vi?
Bakkegården er kendetegnet ved:
- En mangfoldig medarbejdergruppe med forskellig alder, køn og faglig baggrund – pædagoger, social- og sundhedsassistenter, sygeplejerske, omsorgsassistenter, pædagogstuderende, kok, servicemedarbejder, kontorassistent, afdelingsleder og tilbudsleder.
- Et moderne og trygt arbejdsfællesskab, hvor faglighed, humor og samarbejde går hånd i hånd.
- Et stabilt personale med stærk kultur for at løfte kerneopgaven sammen.
Den pædagogiske indsats bygger på værdier som omsorg, tryghed og trivsel, og vi arbejder med dialogværktøjet LA2U og et recovery-orienteret fokus på beboernes håb, drømme og ønsker for eget liv. Vi skaber en genkendelig og forudsigelig hverdag, hvor beboerne kan udvikle eller vedligeholde færdigheder, der giver dem livskvalitet, medindflydelse og mest mulig selvstændighed.
Vi tilbyder:
- En arbejdsplads med høj faglighed og seriøs tilgang til kerneopgaven
- Ekstern sagssupervision
- Et arbejdsfællesskab med plads til forskellighed
- Indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet
- Professionelle og engagerede kollegaer
- En synlig og tilgængelig ledelse
- En hverdag med fleksibilitet, fagligt fokus – og et godt grin
Vi forventer, at du:
- Er uddannet pædagog eller social- og sundhedsassistent
- Er engageret, mødestabil og bidrager til ro, struktur og overblik
- Kan arbejde selvstændigt og træffe faglige beslutninger
- Har respekt og empati i samarbejdet med beboerne
- Har lyst til at arbejde både pædagogisk og sundhedsfagligt
- Kan bidrage til personlig pleje og omsorg
- Er samarbejdsvillig og motiveres af at være del af et fagligt stærkt fællesskab
Praktisk information
Tiltrædelse: 1. maj 2025
Ansøgningsfrist: søndag d. 22. marts kl. 00.00
Samtaler afholdes i uge 13, torsdag d. 26. marts. Vi forbeholder os retten til løbende indkaldelser.
Ved ansættelse indhentes straffeattest.
Løn efter gældende overenskomst.
Har du spørgsmål?
Ring til afdelingsleder Klaus Nielsen på 2898 4005.
Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, handicap, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika eller national, social eller etnisk oprindelse.