Frederiksbergs nye teamkoordinator for boligteamet
Vi søger en teamkoordinator for boligteamet til enheden Byudvikling, der skal være med til at udvikle og udmønte rammerne for en bæredygtig boligudvikling.
Hvem er vi?
Frederiksberg er en tæt ’by i byen’ med mange bymæssige kvaliteter, store bevaringsværdier og sin helt egen arkitektoniske egenart. Med strategisk boligudvikling og konkrete boligprojekter bidrager Frederiksberg Kommune til at udvikle og bevare den blandede by.
Byudvikling er en enhed i afdelingen By, Byggeri og Arkitektur under By-, Kultur- og Miljøområdet.
Om jobbet
I Frederiksberg Kommune oplever du både helhed og høj detaljeringsgrad i opgaveløsningen samt fokus på borgerne. Opgaverne udføres i tæt samarbejde med kommunens øvrige myndighedsområder og eksterne samarbejdspartnere. Det boligpolitiske felt er i fokusmed boliger til mennesker med almindelig indkomst højt på dagsordenen, ligesom den blandede by med forskellige ejerformer og boligtyper er højt prioriteret.
Da vores mangeårige boligstrategiske medarbejder og koordinator for støttet byggeri går på pension, gentænker vi stillingen. Du skal fagligt lede, koordinere og være en del af enhedens boligteam, som løser en række forskellige opgaver fra udvikling af boligpolitik til støttesagsbehandling og tilsynsopgaver. En stor del af opgaverne er rettet mod almene boliger, herunder styringsdialog. Teamet har også tilsynet med private boliger i henhold til lov om boligforhold. Arbejdet med andre ejerformer som andelsboliger og nye boligtyper, som understøtter fællesskab, har fyldt mere og mere de sidste år. Teamet består af 4 medarbejdere
Du bliver også selv udførende i særligt støttesagsbehandling og i tilsynet med almene boliger. I forløbet får du sparring og input fra dine kolleger og byudviklingschefen. I de kommende år vil udviklingen af Hospitalshaven (Frederiksberg Hospital), hvor 25 procent af boligerne skal være almene, fylde meget. Ambitionen er også at bringe Fonden for blandede byer i spil.
Arbejdsopgaver:
- Faglig koordinering af opgaverne i boligteamet
- Støttesagsbehandling (skema A, B og C)
- Medvirke til at udvikle Frederiksberg Kommunes boligpolitik
- Deltage i udbudsopgaver vedrørende almene boliger i Hospitalshaven
- Løbende tilsynsopgaver med almene boliger, herunder styringsdialog
- Indgå i revision af rammeaftale med almene boligorganisationer
- Udarbejde politiske indstillinger
Din profil
Vi søger en boligstrategisk koordinator, der både kan lede og koordinere boligteamet og arbejde selvstændigt med komplekse boligopgaver i en politisk styret organisation. Du skal kunne bidrage til den faglige udvikling og sparring og kunne bringe dig selv og andre i spil.
Vi forventer at du:
- Har en relevant uddannelse og solid viden om boligområdet, herunder ejerformer, boligtyper og kommunale støttemuligheder i Danmark
- Har flere års erhvervserfaring med støttesagsbehandling
- Har lyst til og gerne erfaring med faglig ledelse
- Har juridisk forståelse
- Har interesse og flair for forvaltning og for arbejdet i en politisk ledet organisation
- Har gode samarbejdsevner med interne og eksterne parter og er dialogorienteret
- Tager ansvar for og formår at navigere i opgaver med mange interessenter og faggrupper
- Har stærke kompetencer i mundtlig og skriftlig kommunikation
- Har lyst til at tage del i en travl og afvekslende hverdag
- Har gå-på-mod, nysgerrighed, godt humør og kan have mange bolde i luften
Vi tilbyder
En spændende og afvekslende hverdag, som rummer alt fra udvikling af boligpolitik til besvarelse af borgerhenvendelser. Du vil indgå i det faglige miljø i Byudvikling, hvor vi er 15 engagerede og dygtige kollegaer med forskellige faglige baggrunde. Vi arbejder ambitiøst og har en stor spændvidde i vores opgavetyper, som omfatter boligpolitik og tilsynsopgaver på boligområdet – både med almene og private boliger. I Byudvikling arbejder vi også med byens fysiske udvikling, herunder kommuneplanlægning, lokalplanlægning og områdefornyelse.
Vi samarbejder med kolleger fra andre enheder, der arbejder med boligsociale tiltag, anvisning af boliger, hele den grønne dagsorden, byggesagsbehandling mm. Vi lægger vægt på, at alle trives, at der er plads til forskellighed og at der er respekt og arbejdsglæde i hverdagen – og plads til at have det sjovt. Arbejdsdagen kan være travl og foregår i en åben og uformel omgangstone.
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt inklusive frokostpause med mulighed for høj grad af egen arbejdstidstilrettelæggelse, idet vi har flextid.
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst med mulighed for tillæg afhængig af dine kvalifikationer og efter forhandling med forhandlingsberettigede organisation.
Praktisk information
Der er ansøgningsfrist søndag den 7. juni 2026 kl. 12.00.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 25 og eventuelt i uge 26.
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte byudviklingschef Brian Hansen Westerheim på telefon 28 98 40 75.
Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener ca. 100.000 borgere.
Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap.