Afdelingschef for Ejendomme, Byggeri og Service i Frederiksberg Kommune
Frederiksberg er Danmarks tættest befolkede kommune. 106.000 borgere på 8,7 km². På hver en skole, institution, rådhusgang mv. er der mennesker, der forventer de bedst mulige rammer. Som afdelingschef for Ejendomme, Byggeri og Service får du muligheden for at sætte retningen for dette arbejde.
Vi tilbyder en afdelingschefstilling med ansvar for et område, der sjældent tiltrækker sig opmærksomhed, når det fungerer, men som hurtigt bliver bemærket, når det ikke gør. Ejendomme, Byggeri og Service er forudsætningen for, at de ansatte i kommunens institutioner, skoler, rådhus mv. kan løse deres opgaver hver dag og dermed gøre en forskel for borgerne. Kommunen har samlet ejendomsområdet i en ny organisatorisk ramme med ambitioner om stærkere sammenhæng mellem drift, vedligehold og projekter. Du får en portefølje med mange interessenter, komplekse opgaver og stor betydning for den by, som 106.000 Frederiksberg-borgere kalder ”hjem”, og vores 7.500 ansatte kalder ”arbejdsplads”.
Vi tilbyder dig at blive en del af en af landets mest ambitiøse kommuner. Frederiksberg er tæt, veldrevet og med høje forventninger til kvalitet. En kommune, hvor tingene skal fungere, og hvor der er politisk og ledelsesmæssig opmærksomhed på ejendomsområdet og måden, hvorpå vi byudvikler. Med Bystrategien 2024 er der sat en klar retning for byens fysiske udvikling frem mod 2036, og som afdelingschef bliver du en central aktør i at omsætte den til virkelighed.
Bygninger der bærer byen
”Vi lykkes kun, hvis vi arbejder tæt sammen både i vores forvaltning, ud mod erhvervslivet og med borgerne. Det er afgørende, at du ser det som en stor attraktion. Hvis du samtidig kan samle de gode medarbejdere og ledere i dit ansvarsområde om en fælles og inspirerende retning, vil det være super. Vi står også overfor implementeringen af en ny styringsmodel for vores større byggeprojekter”, fortæller direktør for By, Kultur og Miljø, Poul Jepsen.
Du kommer til at stå i spidsen for en afdeling med tre enheder, en bred opgaveportefølje og medarbejdere, der tager deres arbejde alvorligt. Enhedscheferne for Rådhusservice og Vagtcentral, Ejendomsservice og Drift samt Bygge og Projekt varetager den daglige ledelse, og du refererer til direktøren for By, Kultur og Miljø, Poul Jepsen.
Om dig
Du har erfaring med ledelse af ledere i en politisk styret organisation og er hjemme i spændingsfeltet mellem drift, faglighed og politiske forventninger. Du har et solidt kendskab til byggeri, ejendomme eller beslægtede tekniske områder – og du forstår, hvad det kræver at sikre stabil drift og budgetoverholdelse i en kompleks organisation. Du er handlekraftig og skaber klarhed i beslutningsgangene, også når opgaverne er mange og prioriteringerne svære. Du følger indsatserne til dørs og sikrer, at afdelingen ser op og på tværs. Samtidig er du udviklingsorienteret og ser muligheder i optimering af arbejdsgange og nye teknologier. Du er en relationsstærk leder, der udviser nysgerrighed over for andres perspektiver. Du er tydelig i kommunikationen og sikrer sammenhæng mellem det, du siger og det, du gør.
Yderligere information
Vil du vide mere, kan du kontakte direktør og partner i Mercuri Urval, Jakob Westh, på 6089 6436 eller Direktør for By, Kultur og Miljø, Poul Jepsen på 2898 5000. Du kan også læse et uddybende notat her: https://frederiksberg.emply.com/api-v2/shared-files/48e91525-c569-474c-bd3b-6a8d360d380c/shared-access-keys/37n3a8lh89yd9rc8xwkw3qehsg1e84zferju8zdg91r9m9chbaylrmm03b7pupyo
Tiltrædelse snarest muligt. Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til KL’s chefaftale. Du vil få din hverdag på rådhuset. Ansøgningsfristen er søndag den 9. august 2026 kl. 23.59. Der er 1. samtaler den 17. august. Går du videre fra samtalen, vil der være et testforløb og derefter 2. samtale den 26. august. Du kan sende din ansøgning via linket nedenfor.
Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, handicap, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika eller national, social eller etnisk oprindelse.