Informationssikkerhedskonsulent, der kan få sikkerhed til at fungere i virkelig-heden
Vi søger en informationssikkerhedskonsulent, der kan få sikkerhed til at fungere i virkeligheden
Frederiksberg Kommune – Digitalisering og IT
Har du prøvet at stå med en sikkerhedsløsning, der på papiret var helt rigtig, men som aldrig for alvor landede i organisationen?
Kan du få ledere, teknikere og medarbejdere til at se meningen med nye sikkerhedskrav? Og synes du, den svære del af informationssikkerhed ofte begynder dér, hvor politikker og tekniske løsninger møder en travl hverdag?
Så er det måske dig, vi leder efter.
Frederiksberg Kommune arbejder målrettet med informationssikkerhed, NIS2 og ISO 27001. Vi har brug for en kollega, der kan drive de tværgående indsatser og hjælpe os med at få krav, kontroller og sikkerhedsforanstaltninger til at leve i en kommune med mange fagområder, systemer og legitime behov.
Om jobbet
Du skal kunne skabe fremdrift i indsatser, hvor teknik, processer og mennesker skal gå op i en højere enhed.
Vi forestiller os, at du skal:
- Drive udviklingsopgaver og tværgående projekter inden for informationssikkerhed med særligt fokus på NIS2 og ISO 27001 og med blik for snitfladerne til databeskyttelse. Det kan fx være opfølgning på NIS2-krav, evaluering af sikkerhedsforanstaltningers effektivitet, forsyningskædesikkerhed og organisatorisk implementering af nye kontroller.
- Omsætte krav fra NIS2, ISO 27001 og kommunens sikkerhedsarbejde og politikker til konkrete aktiviteter, arbejdsgange og løsninger, der fungerer i praksis.
- Planlægge og gennemføre indsatser med blik for projektledelse, forandringsledelse, kommunikation, involvering og nudging.
- Bygge bro mellem tekniske specialister, ledere, leverandører og medarbejdere og hjælpe parterne med at forstå krav, behov og konsekvenser.
- Følge op på fremdrift, effekt og forankring og bidrage til workshops, awareness og ledelsesbetjening, så indsatserne ikke stopper ved en beslutning eller en teknisk implementering.
Din primære opgave er at tage fat i udviklingsbehov og nye problemstillinger, fx hvordan vi styrker forsyningskædesikkerheden i lyset af NIS2 og ISO 27001, så krav til sikkerhed, risici, ansvar og opfølgning bliver tydelige i både kontrakter, dialog med leverandører og den løbende styring af kommunens systemer. Det kan også være at indgå i tværgående indsatser om adgangsstyring og kontrol med privilegerede adgange, hvor vi skal sikre, at de rigtige personer har de rigtige rettigheder på det rigtige tidspunkt, og at særligt følsomme eller vidtgående adgange bliver tildelt, anvendt og fulgt op på en måde, der kan dokumenteres og fungere i praksis. Du skal skabe overblik og få de relevante mennesker med, så vi kommer fra spørgsmål og krav til løsninger, der kan fungere i organisationen.
Om dig
Vi forestiller os, at du interesserer dig for informationssikkerhed og har lyst til at arbejde i krydsfeltet mellem mennesker, processer og teknologi. Du kan være nyuddannet eller have nogle års erfaring. Det vigtigste er ikke, hvor længe du har arbejdet med området, men at du har gejst, nysgerrighed og lyst til at udvikle dig.
Vi ser gerne, at du:
- Har interesse for informationssikkerhed, cybersikkerhed eller beslægtede områder.
- Har lyst til at drive projekter, implementeringer eller organisatoriske forandringer.
- Kan formidle og "oversætte teknikken" til ledere, medarbejdere og fagområder.
- Er god til at skabe relationer, fremdrift og følgeskab på tværs af fagligheder og organisatoriske niveauer.
- Har mod på at sætte dig ind i komplekse krav og omsætte dem til noget, organisationen kan forstå og handle på.
- Kan bevare overblikket, når governance, processer og it-teknik mødes.
- Har interesse for eller erfaring med NIS2, ISO 27001, risikostyring og leverandørstyring og lyst til at lære mere.
Det vigtigste er, at du interesserer dig for både mennesker og informationssikkerhed. Hos os handler succes om at omsætte krav og gode intentioner til løsninger, der fungerer i praksis.
Vi skal nok hjælpe med oplæringen. Til gengæld forventer vi, at du tager ansvar for din egen udvikling og har ambitioner om på sigt at blive en stærk faglig profil inden for informationssikkerhed.
Om os
Du bliver en del af teamet Informationssikkerhed under teamleder Amanda Aune. Teamet, som består af Pia, Esben, Kaj og Sille, arbejder med informationssikkerhed, databeskyttelse, risikovurderinger, styring og efterlevelse. Du bliver den kollega, der i særlig grad hjælper med at drive tværgående sikkerhedsindsatser ud i organisationen.
Du sidder i Digitalisering og IT og kommer til at arbejde tæt med hele afdelingen og især med vores it- og sikkerhedsarkitekter. Du får også en bred kontaktflade til ledere, it-infrastrukturspecialisterne, projektledere, systemejere, fagområder og leverandører.
Vi har 400+ systemer i alle størrelser og aldre, et voksende fokus på NIS2 og rigeligt med spændende udfordringer. Stillingen er nyoprettet i et fagområde, kommunen investerer aktivt i. Der er altså noget at forme, ikke bare noget at vedligeholde.
Vi forsøger at holde hovedet klart (med kaffe), processerne ordentlige (med tegninger) og humøret højt (med en sund respekt for Murphy's lov).
Du får base på Frederiksberg Rådhus, centralt i byen.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker efter gældende overenskomst.
Send din ansøgning og CV senest den 28. september 2026. Startdato er 1. december – gerne tidligere, hvis muligt.
Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Teamleder Amanda Aune på 28 98 21 87.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, handicap, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika eller national, social eller etnisk oprindelse.